Min karriere begyndte den dag verden gik i stå.

September, 2026

Jeg var lige startet i mit første rigtige job efter 7 år på studiet.

En af de allerførste dage på kontoret fløj et fly ind i et højhus i New York.

September 2001. På fredag er det 25 år siden.

Jeg har lært et par ting undervejs. De fleste for sent.

Jeg får stadig opkald fra folk, jeg arbejdede sammen med for 10 og 20 år siden. Det var dem, der hjalp mig i gang, da jeg gik solo i 2018. Jeg gjorde ikke meget for at vedligeholde de gode relationer dengang. Det var dem, der gjorde det.

Som ung konsulent rundede jeg 100 kg. Ikke et mål jeg havde sat, det skete bare. Arbejdet kom først, og der blev ikke gjort plads til motion. I dag sørger jeg for plads til både træning og søvn.

Mine Ironmans har lært mig noget jobbet aldrig gjorde: det er træningen i kælderen en tidlig tirsdag morgen, der afgjorde løbet. Jeg behøvede ikke være hurtigere eller smartere end de andre. Jeg skulle bare møde op igen og igen.

Det tog mig alt for lang tid at finde ud af, hvad der var vigtigst for mig. Ved man ikke det, er det tilfældighederne, der styrer, og så ender man steder, man ikke selv har valgt. Og er man steget på det forkerte tog, skal man stå af på første station. Den var jeg lidt sløv til at forstå.

Jeg blev 52 i august. Arbejder med gode mennesker og spændende projekter inden for strategi og ledelse. Og nu også AI.

I lørdags løb jeg Marathon du Médoc. 42 km gennem vinmarkerne i Bordeaux med et glas ved hvert depot. Ingen tid at prale af. Det var heller ikke meningen. Ikke alt handler om at komme først.

Det er ikke et dårligt sted at være 25 år efter.

Hvad tog dig for lang tid at lære?

Onwards 🧨🚀